Skip to content

Essays Undskyld Ventetiden

9.klasses afgangseksamen i sommeren 2009 "Undskyld ventetiden". Essayet Ventetid, om tid og ventetid, fik jeg 12 for.

Skolehjælpen.dk's kommentar

Opgaveformuleringen, som besvares:

"Du har sikkert prøvet det selv. At vente på noget eller nogen, at stå i
kø, at blive utålmodig...

Skriv et essay om tid og ventetid.

I dit essay skal du blandt andet reflektere over teksten herunder."

Uddrag

Undskyld Ventetiden (Opgave 6)
Tik tak tik tak. Uret slår, og klokken går. Vi kan da ikke bruge hele dagen på dette her. Kom nu lad det blive min tur. Glem alle de andre. Jeg har stået her længe. Min tur. Min tur. Nu er det altså min tur. Jeg spilder min tid, det bliver aldrig mig! Hvad laver jeg dog her, når jeg kunne bruge tiden på så meget andet? Det for åndssvagt! Kan jeg ikke leve livet uden at gå igennem dette spild? Det er da for dårligt! Tænk en gang mage til ting at bruge livet på. Ventetid er uudholdelig! Man bliver træt og doven. At lave ingenting er deprimerende. At føle at kostbare sekunder af ens liv forsvinder, mens man blot kan se på, og vente på at ens liv igen... Køb adgang for at læse mereAllerede medlem? Log ind

hej! Jeg har skrevet dette essay om tid og ventetid. jeg ville høre,om der er nogle venlige sjæle, som har lyst til at kigge det igennem og komme med idéer til hvordanjeg kan forbedre det? :)

Her er det:

Jeg går ud af døren og hen mod busstoppestedet. Det er en kold januar morgen, og jeg står og venter på 6A, så jeg kan komme hen til min veninde. Jeg kom en smule sent ud af døren, hvilket fik mig til at komme for sent til min bus, og i stedet må jeg vente 7 minutter på den næste. Jeg tager mit klippekort op ad lommen, så jeg er klar, når bussen kommer. Jeg står utålmodigt og venter på bussen, men den kommer ikke. Ikke efter 7 minutter. Ikke efter 10.

24 timer. 1440 minutter. 86.400 sekunder. Dét består vores døgn af. Det virker som så meget, men er det nu også det? Mens jeg kigger desperat efter bussen, kommer jeg til at tænke nærmere på, hvordan vi i virkeligheden bruger vores tid. Man venter på en bestemt tid, et bestemt tidspunkt. Men hvilket tidspunkt? Vi kan definere tid som et bestemt klokkeslæt eller en tidsperiode. To visere der peger mod nogle tal. Det er da simpelt nok. Hvordan kan vi vide, hvornår vi skal stå op om morgenen, hvornår vi har fri eller hvornår vores yndlingsprogram starter, hvis vi ikke havde klokken? Vi er nødt til at planlægge forud, for at kunne overskue vores hverdag. Hvis vi står for sent op, når vi måske ikke vores bus og kommer for sent i skole. Hvis vi snakker i telefon med nogen, glemmer vi måske at se en udsendelse i fjernsynet, og hvis det tager pastaen lidt længere tid end forventet at koge, ender vi med sen aftensmad. Vi er nødt til at holde os til klokkeslættene og planlægge alt ned til mindste detalje. Eller er vi?

Vi er vant til konstant at vide, hvad vi skal, og hvornår vi skal det. Vi planlægger begivenheder langt ud i fremtiden, og vi deler døgnet op og regner i tid til skole, venner, søvn, fritidsaktiviteter og alt muligt andet. Vi kan kontrollere hele vores dag ved hjælp af en huskeseddel, en kalender eller ved hjælp af påmindelser på vores mobiler. Hvis vi ikke deler døgnet op, hvordan ved vi, hvornår vi skal hvad? Hvordan ved vi, hvad vi skal prioritere, og hvordan kan det være, at vores tidsplaner næsten aldrig holder?

Vi sætter ikke tid af til ventetid. Hvis det er, kan vi lave vores planer om, bare for at spare os selv for ventetiden. Vi kan komme til tiden til bussen eller toget, for at spare os ven-tetiden med alle de andre mennesker på perronen eller ved busstoppestedet, som står utålmodigt med musik i ørerne eller blikket hæklet fast på en artikel i Metroxpress, om hvordan nye busfil-tre skal formindske forurening. Alt det, og den lange ventetid kan vi spare os selv for, men problemet er, at vi konstant omgås andre mennesker. Vi kan ikke styre alle andre, og det er især dem, som er skyld i vores ventetid.

 Lige nu, sidder min veninde hjemme hos sig selv og venter på, at jeg skal komme hen til hende. Hun venter på, lyden fra dørklokken, som ringer, når jeg står uden for hendes dør. Hun venter på, at jeg træder ind af døren og giver hende et kæmpe kram. Hun venter på, at vi endelig kan være sammen efter lang tid. Hun venter på mig. Mig, der er skyld i hendes ventetid. Vi forbinder ventetid med noget negativt, men hvorfor er det, at vi gør det?

Vi forbinder ventetid med spildt tid, og vi lægger vores planer på hylden til for-del for ventetiden. Vi ved ikke altid, hvor lang tid vi er nødt til at vente, og det er det, som irrite-rer os så meget. Ventetid er en ukendt faktor. Og hvis der er noget, det moderne menneske fryg-ter, er det det ukendte. Ventetid er noget, vi ikke kan have kontrol over. Det er irriterende, for efterhånden har mennesket fået kontrol over næsten alt. ”Survival of the fittest” er et udtryk, som ikke længere gælder mennesket. I stedet for at tilpasse os vores omgivelser, kontrollerer vi dem. Vi nedlægger skove til fordel for boliger, folk, der lider af sygedomme, som ikke ville kunne overleve ude i naturen, får nu medicin så de nemt kan leve sammen med os andre, vi udrydder dyr, som i naturen ville have slået os ihjel, og vi har snart også fået kontrol over verdensrummet, med alle de satellitter og rumfartøjer vi sender derop. Vi har næsten fået kontrol over alt i denne verden. Bortset fra én ting: Tiden.

Det er nemlig det, der frustrerer os så meget. Tiden går og går, og vi kan intet gøre ved det. Vi kan ikke kontrollere tiden. Det er derfor, vi er ”bange” for at vente for længe: Vi taber tid. Og det er nemlig det, vi frygter mest. Vi ved, at vores tid på Jorden en dag løber ud, og derfor vil vi have så meget ud af den tid, vi har, som muligt. Vi laver lister med ting, som vi skal nå, før vi dør. Jeg har selv en liste med steder, jeg gerne vil besøge før jeg dør. Vi vil gerne nå noget inden vores sidste dage. Vi vil gerne få oplevet noget. Vi vil have så meget ud af livet som muligt, men vi er bange for at tabe tid. Vi er bange for, at vi når til det punkt, hvor vi ved, at vi ikke kan gøre andet end at tænke tilbage, og vi vil gerne tænke tilbage med et smil på læb-en og være tilfredse med det vi fik opnået, mens vi sidder på vores gyngestol ogstryger vores børnebørn over håret.

Problemet er bare, at vi ikke altid får levet i nuet. Vi kommer til at tænke i stedet for at leve. I sommers skulle jeg alene på sprogrejse til London, og jeg havde glædet mig i flere måneder. Jeg havde brug for at komme væk fra hverdagen, og jeg havde brug for at møde nye mennesker. Da jeg så var derhenne, kunne jeg ikke lade være med at tænke på at, om 3 uger skulle jeg hjem igen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at mange af de personer, ville jeg nok aldrig få at se igen. Jeg tænkte konstant på, at dette var min eneste gang, jeg ville være på sprogrejse, og jeg ville have så meget ud af det som muligt. Jeg ville have, at jeg skulle tænke tilbage på den tid, som en af de bedste tider jeg har haft. Jeg blev så optaget af den tanke, at jeg ikke fik gennemlevet oplevelsen fuldt ud. Jeg glemte at leve i nuet, og jeg var bange for, at jeg ikke havde nok tid derhenne til at opnå, det jeg ville.

Et citat siger: ”Den der venter på tid, taber tid.” Vi føler, at vi er ved at løbe tør for tid. Men burde den tid, vi har, ikke være nok? Det mener jeg helt klart. Jeg tror ikke på, at vi ikke har nok tid. Spørgsmålet er nærmere, hvad man vil bruge sin tid på. Så det er om at bruge sin tid korrekt, og man spilder bare mere tid ved at tælle timer. Der er selvfølgelig ingen forkert eller rigtig må-de at bruge vores tid på Jorden på. Det handler bare om, at være glad og tilfreds med vores ek-sistens på denne Jord, og lade være med at spilde tiden på at vente på alt og alle.

Livet er én lang ventetid. Vi venter på enden af livet. Vi ved, at døden vil ind-træffe på et tidspunkt. For nogen kan livet være en lang ventetid, mens andre ikke føler, at de har tid nok. Efter jeg næsten har sprunget min hjerne i stykker med alle de spørgsmål om tid, ser jeg et lys på hjørnet af gaden. Bussen stopper foran mig og åbner dørene. Jeg stiger op i bussen, mens buschaufføren ydmygt siger: ”Undskyld ventetiden.”
 

Undskyld hvis det er lidt langt ;)